FGC Nyhedsbrev
Nr. 16
4. februar 2013

Kære medlem


Kalenderen viser februar og nu er der ikke længe til, at vinteren slipper sit tag i vores golfbane. Inden vi har set os om står foråret for døren, og det er igen tid til nye golfoplevelser og en ny spændende sæson i 
Fredericia Golf Club.

Den kommende 2013 sæson skydes igang med en stor åbningsturnering d. 7. april, så husk allerede nu at sætte et stort kryds i kalenderen. 

I nyhedsbrev nr. 16 kan du læse om følgende punkter

  • Åbningsreception i restaurant
  • Nye ansigter i Fredericia Golf Club
  • Åbningsturnering 2013 
  • Hjertestarterkursus

Åbningsreception 9. feb 2013


Navnet på den nye restaurant ved Fredericia Golf Club afsløres lørdag d. 9. februar, hvor forpagterparret Jane og Johnny Poulsen inviterer alle til åbningsreception. Parret vil på dagen være vært for lidt godt til ganen og maven. Restaurantens vinleverandør kigger forbi og fortæller om vine imens der tilbydes smagsprøver. Endvidere vil eftermiddagen byde på levende musik i restauranten.

Udover mulighed for at hilse på Johnny og Jane, giver dagen anledning til at byde klubbens nye chefgreenkeeper Martin Asger Sørensen og klubbens nye PGA pro-træner Jon Boserup velkommen. Sidstnævnte står klar med gode råd ved klubbens ny opstillede golfsimulator. 

Dørene slås op fra kl. 13:00 til 17:00, alle er velkommen. For ikke golfspillere giver dagen god lejlighed til at høre nærmere om golfspillets herligheder.

Johnny og Jane Poulsen

Nye ansigter i klubben


Jon Boserup (tv. på billedet)

Fredericia Golf Club har med øjeblikkelig virkning indgået samarbejde med PGA pro Jon Boserup. 

Jon har 20 års erfaring som pro, og har tidligere prøvet kræfter med livet som spillende Pro og senere fungeret som cheftræner i både Odense GK og Skjoldenæsholm GK. Klubbens medlemmer kan glæde sig til en ny butik, idet Jon agter at drive pro-shop fra klubbens lokaler, dog i en mindre udgave end førhen. Jon har stor erfaring med at arrangere golfrejser til udlandet, hvilket han forventer at fortsætte med til glæde for medlemmer i Fredericia Golf Club.

Jon står allerede nu tilgængelig for de medlemmer, som ønsker indendørs vintertræning eller udskiftning af grips mm. Jon kan kontaktes på telefon 20 96 20 70.

Martin Asger Sørensen (th. på billedet)

Fredericia Golf Club har med virkning fra 11. februar 2013 ansat Martin Asger Sørensen som ny chef greenkeeper. Når valget faldt på Martin Asger Sørensen skyldtes det hans faglige viden samt hans erfaring med vedligeholdelse og udvikling af golfbaner fra såvel Skotland, England som fra USA. Martin Asger Sørensen har tidligere været tilknyttet den anerkendte Loch Lomond Golf Club i Skotland.

Vi ønsker Jon Boserup og Martin Asger Sørensen velkommen i klubben
Bestyrelsen

Åbningsturnering 7. april

Den kommende golfsæson skydes i gang med klubbens officielle åbningsturnering søndag d. 7. april 2013. 

Turneringen afvikles i år som en parturnering, hvor der spilles greensome stableford. Turneringen startes med en  gunstart og afsluttes med fællesspisning. Juul dame og herretøj er sponsor for turneringen og garanterer gode præmier.

Tilmelding kan snart foretages på Golfbox. 

Turneringsudvalget

Hjertestarter kursus


Der blev i november 2012 afholdt 2 ens kurser med stor tilslutning. Derfor har vi valgt at gentage dette, så endnu flere kan få mulighed for at lære, hvordan man kan være med til at redde liv.

Kurset afholdes denne gang: 
Tirsdag den 12. februar kl. 19.00 – 21.00 

Vi har igen været så heldige, at få Peter Grøn fra Røde Kors som underviser.

Sted: EUC Lillebælt, Teknikervej 8, Erritsø (den 1. lyserøde bygning på højre hånd).

Antal: max. 20 personer pr. gang. 
Pris 25 kr. (husk at have lige penge med)
 
Peter vil undervise i hjerte/lungeredning, herunder brug af hjertestarter. Alle tre dele er vigtige at kunne, når man vil yde førstehjælp og redde liv.

Tilmelding kan ske via Golfbox under turnerings-kalenderen og deltagelse i kurset sker efter ”først til mølle princippet” Såfremt interessen for kurset er større, end vi kan honorere i februar, kan vi måske få endnu et kursus op at stå, inden golfsæsonen for alvor går i gang. 

Lidt mere om ”Vi slår et slag for hjertet”

Projektet blev indledt, da Fredericia Golf Club i foråret anskaffede en hjertestarter til klubhuset. Der blev tegnet et Falck abonnement, som løber over 3 år. Den årlige abonnementspris + lidt mere – i alt 6.647 kr. - har arbejdsgruppen indsamlet fra klubbens medlemmer og især fra klubberne i klubben til dækning af 2012.
 
Vi håber fortsat på jeres velvilje i 2013, hvor vi snarest vender tilbage med samme opfordring. 
Projekt Hjertestarter

Samarbejdsaftale med Nyt Syn Fredericia, Spetzler Optik.


Fredericia Golf Club har indgået en samarbejdsaftale med Nyt Syn Fredericia, som er en del af den landsdækkende optikkæde Nyt Syn.
 
Fredericia Golf Club opnår igennem aftalen en forbedring af klubbens driving range. I den kommende sæson bliver det muligt at slå efter flag med forskellige distancer. Flagene bliver sponseret af  Nyt Syn Fredericia og distancerne vil blive angivet ved udslagsstederne.
 
Fredericia Golf Club byder indehaver Jesper Bleshøy Hald og butikschef Søren Hørdum velkommen i klubbens erhvervsnetværk.
 
På klubbens hjemmeside kan der læses mere om klubbens sponsorer og samarbejdspartnere.